av Knud Lyne Rahbek (1760-1830)
Hvi rose i saa vore Fædre,
og vil, vi skal være som de ?
I mange Ting har vi det bedre,
I strax et Eksempel skal see.
I troe, at de søgde sig Ære
paa deres mandhaftige Tog,
men Eder min Vise skal lære,
hvorfor de af Landet uddrog.
Her fik de bestandig at drikke
det evige Øl og den Mjød,
til sidst smagte Øllet dem ikke,
og Mjøden den faldt dem for sød.
Viin var ei at vente her hjemme,
end ikke i Valfaders Hal;
thi Odin lod Viinflasken gjemme,
saasnart han fik fyldt sin Pokal.
Med Sværdet i Haanden de droge
til Egnen, hvor Druerne grooe,
de naa'de den, drukke og sloge,
der ville de bygge og boe.
Men Romerne taalte det ikke,
de Danske drak Vinen fra dem,
de strax en Bormester udskikke,
at gjenne de fremmede hjem.
Han traf da de ubudne Gjæster,
men traf dem sig selv til Fortræd,
de lærte min gode Bormester,
at lade dem drikke i Fred;
men de fik og Skrup for det siden,
der laae de og følte i Viin,
saa løb de beskjænket i Striden,
og saa blev de slagtet som Sviin.
Dog vedblev de Danske at gjæste
Viinlandene temmelig tit,
de Franske holdt det for det bedste,
at blive dem skikkelig qvit;
de udbad sig ydmygt den Ære
at bringe dem Vinene her,
saa lod vore Fædre dem være:
en Godhed den anden er værd !
I vore polerede Dage
begriber man, det er en Skam,
sig Franskmanden hid skal umage;
thi hente vi Vinen hos ham.
Hvi skulde vi udvandre mere,
vi kan jo faae Viin i vort Hjem ?
Gid Søefart og Handel florere,
vi faae vore Vine ved dem !
Flere danske digte, besøg
Kalliope
