En Birkebeinersang
Tekst: Claus Frimann (1745–1816)
Melken sød at drikke,
Sirupskrukken slikke,
var ei Nordmands Vis;
drikke Elv og kolde Vande,
drikke Drik, som varmed' Pande,
det var Nordmands Vis.
Sukkerklump at smælte,
Mandeldeig at ælte,
var ei Nordmands Vis;
Faare-Ribber, Bukke-Rygge,
speget Okse-Laar at tygge,
det var Nordmands Vis.
Svøbe seg i Silke,
Kniplings-Traad at pilke,
var ei Nordmands Vis;
Bast til Baand at sammentvinde,
Birkebark om Ben at binde,
det var Nordmands Vis.
Under Dun at varme,
hvide bløde Arme,
var ei Nordmands Vis;
bruge Sten til Hovedpude,
naar han var i Marken ude,
det var Nordmands Vis.
Pigers Sko at kysse,
Pattebarn at bysse,
var ei Nordmands Vis;
Med en halv afhuggen Hage
sin Venindes Kys at tage
det var Nordmands Vis.
Ja og Haand at give,
og ei tro at glive,
var ei Nordmands Vis;
Hjerte frem med Haand at bære,
Ven og Konge tro at være,
det var Nordmands Vis.
